Vedtægter for Assurandørforeningen i Topdanmark
Navn og hjemsted
§ 1.
Foreningens navn er Assurandørforeningen i Topdanmark, og dens hjemsted er Københavns Kommune.
Formål
§ 2.
Foreningens formål er:
A) At varetage fælles interesser, herunder løn-, ansættelses- og arbejdsvilkår samt andre spørgsmål knyttet til de i Topdanmark ansatte, der er beskæftiget med salg og kundebetjening inden for forsikring- og finansområdet samt rådgivning i tilknytning hertil efter overenskomster/aftaler godkendt af Assurandør Kredsen.
B) At virke for gode kollegiale forhold blandt medlemmerne.
C) Efter forholdene at give medlemmerne lejlighed til ved sammenkomst og møder at udveksle meninger og tanker om alle forhold i relation til branchen.
D) At indgå kollektive aftaler/overenskomster med Topdanmark vedrørende løn-, ansættelses- og arbejdsvilkår.
E) At bidrage til arbejdet for medlemmernes faglige, kollegiale og sociale interesser ved medlemskab af Assurandør Kredsen under Finansforbundet.
Medlemmer
§ 3.
Som medlemmer af foreningen optages de i Topdanmark ansatte, der er beskæftiget med salg og kundebetjening indenfor forsikrings- og finansområdet samt rådgivning i tilknytning hertil.
Stk. 2.
Som medlemmer af foreningen optages endvidere grupper, der opfylder bestemmelserne i § 3. Optagelse af disse grupper sker efter nærmere forhandling med bestyrelsen.
Stk.3.
Foreningens medlemmer er forpligtet til at overholde de for Assurandør Kredsen og Finansforbundet til enhver tid gældende vedtægter.
Stk. 4.
Assurandør Kredsen kan med bindende virkning for foreningen og dens medlemmer indgå aftaler/overenskomster med Topdanmark og organisationer, som Topdanmark måtte være tilsluttet om løn-, ansættelses- og arbejdsvilkår, i overensstemmelse med regler i de for Assurandør Kredsen gældende vedtægter.
Intet medlem kan indgå aftaler med Topdanmark, der er ringere end det mellem foreningen og/eller Assurandør Kredsen på den ene siden og Topdanmark og/eller Topdanmarks organisation på den anden side aftalt.
Brud på sådanne aftaler skal straks anmeldes til bestyrelsen.
Stk. 5.
Foreningen kan yde retshjælp til medlemmerne (jf. i øvrigt vedtægter og særlige regler for Assurandør Kredsen).
Udmeldelse
§ 4.
Udmeldelse kan ske med mindst et halv års varsel til en 1. januar og 1. juli, så længe egenkapitalen er positiv, således at indgåede forpligtelser til enhver tid kan fyldestgøres.
Stk. 2.
Et medlem, der fratræder sin stilling i Topdanmark, overføres til den til Assurandør Kredsen knyttede medlemsforening ved sin nye arbejdsgiver, eller til Assurandør Kredsens Landsforening såfremt medlemmet stadig er optagelsesberettiget.
Stk. 3.
Udmeldelse kan ikke finde sted under arbejdskonflikt, der berører foreningen eller nogen anden af de under Assurandør Kredsen hørende foreninger.
Overførsel i henhold til Stk. 2. kan ske.
Stk. 4.
Efter ophør af en konflikt kan udmeldelse ikke finde sted før egenkapitalen er positiv, således at indgåede forpligtelser til enhver tid kan fyldestgøres.
Overførsel i henhold til Stk. 2. kan ske.
Stk. 5.
Uanset Stk. 3. og Stk. 4. kan udmeldelse dog altid ske med en måneds varsel, til den 1. i en måned, såfremt medlemmet pensioneres eller ikke længere er optagelsesberettiget i Assurandør Kredsen eller en hertil knyttet forening.
Pensionerede medlemmer kan efter anmodning fortsætte medlemskabet, men uden stemmeret.
Stk. 6.
Fratræder medlemmet sin stilling i selskabet og overføres til Assurandør Kredsens Landsforening, er medlemmet fortsat forpligtet til at deltage i betaling af et forinden overførslen udskrevet ekstra kontingent til Finansforbundet konfliktfond i anledning af konflikt.
Stk. 7.
Assurandør Kredsens bestyrelse kan undtagelsesvis og i helt enkeltstående tilfælde dispensere fra udmeldelsesbestemmelserne.
Udelukkelse
§ 5.
Eksklusion af et medlem/gruppe af medlemmer under Finansforbundet og Assurandør Kredsen sker efter særlige regler derom, jfr. Assurandør Kredsens og Finansforbundets vedtægter Hvis et medlem modarbejder foreningens lovlige trufne beslutninger og interesser indberetter bestyrelsen det til Assurandør Kredsen, som herefter indstiller eksklusionen til godkendelse i Finansforbundet.
Bestyrelsen kan beslutte, at pågældende medlem idømmes en bod, der skal sanktioneres på førstkommende generalforsamling.
Stk. 2.
Sager om eksklusion skal foretages skriftligt, og medlemmet skal hurtigst muligt have skriftlig orientering om eksklusionen.
Stk. 3.
Et medlem har fra tidspunktet for udelukkelsen ikke krav på nogen del af betalt kontingent eller på foreningens midler i øvrigt.
Konflikt
§ 6.
Foreningen kan med tre fjerdedeles flertal af de afgivne stemmer på en generalforsamling og med Assurandør Kredsens og Finansforbundets godkendelse iværksætte konflikt på medlemmernes vegne.
Stk. 2.
Assurandør Kredsen og Finansforbundet kan påbyde foreningen og dens medlemmer at iværksætte konflikt. Strejker kan dog kun iværksættes, såfremt de tiltrædes med tre fjerdedeles flertal af de afgivne stemmer på foreningens generalforsamling.
Stk. 3.
Konfliktramte medlemmer har ret til at oppebære mindst samme konfliktstøtte som andre medlemmer i Finansforbundet, jfr. særlige regler herom. Finansforbundet kan udskrive ekstrakontingent i forbindelse med konflikt.
Kontingent
§ 7.
Kontingentet til foreningen udgør det af generalforsamlingen fastsatte samt det til enhver tid gældende kontingent til Finansforbundet ordinære som ekstraordinære bidrag. Kontingentet betales månedsvis forud over medlemmets konto i Topdanmark.
Stk. 2.
Pensionister, der fortsætter medlemskabet af foreningen, er kontingentfrie til foreningen.
Regnskabsår
Stk. 3.
Regnskabsåret følger kalenderåret.
Bestyrelse og valg
§ 8.
A) Foreningen ledes af en bestyrelse, bestående af syv medlemmer. Bestyrelsesmedlemmer skal opfylde valgbarhedskravene i § 6 i FA/Assurandør Kredsens aftale om tjenestefrihed m.v.
B) Formanden skal altid vælges blandt og af assurandørgruppen jf. § 3.
C) Ud over formanden vælges seks medlemmer til bestyrelsen blandt og af assurandørgruppen. Det skal så vidt muligt tilstræbes, at de tre store forretningsområder - Erhverv, Landbrug og Privat - er repræsenteret i bestyrelsen.
D) Bestyrelsen kan udvides med to-tre medlemmer fra de i § 3, stk. 2 nævnte grupper.
E) I lige år vælges formanden.
F) Af de øvrige bestyrelsesmedlemmer vælges et antal i lige og et antal i ulige år, således at der opretholdes kontinuitet.
G) Der vælges for et år ad gangen 2 assurandørsuppleanter som henholdsvis 1. og 2. suppleant, og 2 suppleanter for de i § 3, Stk. 2. nævnte gruppe som henholdsvis 1. og 2. suppleant.
Hvis der ingen suppleanter er, fortsætter bestyrelsen uden supplering indtil førstkommende ordinære generalforsamling, jf. dog § 10, Stk. 3.
H) Der vælges blandt assurandørgruppen i lige år en revisor og revisorsuppleant for en 2-årige periode. Revisorerne kan ikke være medlemmer eller suppleanter for medlemmer af bestyrelsen.
Stk. 2.
For de i § 8 litra B), C), D), E), F) og H) nævnte personer sker valget for to år ad gangen med simpelt flertal. Til valg kræves i øvrigt, at den pågældende får almindelig stemmeflertal. Står stemmerne lige, finder omvalg sted. Genvalg kan finde sted i forbindelse med alle personvalg, såfremt personen er valgbar.
Stk. 3.
Ingen kan dog vælges eller genvælges, medmindre den pågældende er til stede eller skriftligt har givet tilsagn om at være villig til at modtage valg.
Stk. 4.
Bestyrelsen udpeger bestyrelsesmedlemmer til deltagelse i udvalg i selskabet, hvor assurandørforeningen indgår i samarbejde med øvrige personaleorganisationer i Topdanmark. Ved udtrædelse af foreningens bestyrelse, udtræder man samtidig af udvalgene, og bestyrelsen udpeger af sin midte en afløser.
Stk. 5.
I år med valg af medarbejderrepræsentant til Topdanmarks bestyrelse skal foreningen opstille den til enhver tid værende formand til kandidat på nærmeste foranliggende generalforsamling.
Bestyrelse
§ 9.
Bestyrelsen konstituerer sig selv med en næstformand, sekretær og kasserer.
Stk. 2.
Over bestyrelsesmøder skrives referater, som mindst skal indeholde oplysninger om, hvem der var til stede, og hvilke beslutninger, der blev truffet.
Stk. 3.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mere end halvdelen af bestyrelsens med-lemmer til stede incl. formanden eller næstformanden.
Stk. 4.
Beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed, er formandens eller i dennes fravær den fungerende formands stemme udslags-givende.
Stk. 5.
Formanden indkalder til bestyrelsesmøder, dog kan halvdelen af bestyrelsens øvrige medlemmer forlange møde afholdt.
Repræsentantskab
§ 10.
Til fremme af kontakten mellem bestyrelse og medlemmer vælges et repræsentantskab. Der afholdes repræsentantskabsmøde mindst 1 gang om året, som bestyrelsen indkalder til. Repræsentanterne har blandt andet til opgave, eventuelt sammen med et bestyrelsesmedlem, at holde medlemmerne i områderne orienteret samt give den fornødne tilbagemelding til bestyrelsen.
Stk. 2.
Repræsentanter og suppleanter vælges af og for grupperne som følger:
- fra Landbrug vælges 4 fordelt med 3 fra Jylland og 1 fra Sjælland/Fyn.
- fra Privat vælges 5, fordelt med 3 fra Jylland/Fyn og 2 fra Sjælland.
- fra Privat/Landbo vælges 3 fordelt med 2 fra Jylland/Fyn og 1 fra Sjælland.
- fra andre særlige grupper kan vælges 1 fra hele landet.
Valg
Stk. 3.
Kandidater til repræsentantskabet opstilles fra ovennævnte områder og meddeles skriftligt til bestyrelsen senest 14 dage før generalforsamlingen.
For de områder hvor der er flere kandidater opstillet end der er brug for sker der valg på generalforsamlingen. Valget foretages således, at hver gruppe og hvert valgområde stemmer hver for sig.
Stk. 4.
Bestyrelsen afholder medlemsmøder i valgområderne hvert år inden udgangen af november måned. I de år, hvor der afholdes informationsmøder om fornyelse af lønaftaler, er informationsmøderne at betragte som medlemsmøder.
Generalforsamling
§ 11.
Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen, der ledes af en dirigent, som ikke må være medlem af bestyrelsen.
Stk. 2.
Den ordinære generalforsamling afholdes i april eller maj måned. Den skal ind-kaldes med mindst tre ugers varsel. Indkaldelse skal indeholde en dagsorden. Indkaldelse kan ske på det til enhver tid gældende elektroniske medie.
Stk. 3.
Forslag til behandling skal være formanden i hænde senest 14 dage før general-forsamlingen, og skal udsendes til medlemmerne senest 5 dage før afholdelsen.
Stk. 4.
Dagsorden for generalforsamlingen skal indeholde:
1) Valg af dirigent.
2) Formandens beretning aflægges.
3) Revideret regnskab forelægges.
4) Indkomne forslag.
5) Valg af formand.
6) Valg af medlemmer til bestyrelsen.
7) Valg af suppleanter til bestyrelsen.
8) Valg af revisor og revisorsuppleant.
9) Valg af repræsentantskab.
10) Forslag til budget og fastsættelse af kontingent.
Stk. 5.
Et medlem kan kun stemme ved personligt fremmøde, og stemmeret fortabes ved kontingentrestance. Alle afstemninger sker skriftligt, dersom blot et medlem stiller krav herom.
Stk. 6.
Vedtægtsændringer kan kun foretages, når mindst to tredjedele af de afgivne stemmer er for forslaget. Til ændring af vedtægternes §§ 1, 2, 3, 4, 6, 7, 8, 11, § 16 og § 17 kræves Assurandør Kredsens godkendelse.
Stk. 7.
Vedtægterne træder i kraft umiddelbart efter den besluttende generalforsamlings afslutning.
Stk. 8.
Referat fra generalforsamlingen sendes til foreningens medlemmer og til Assurandør Kredsen. Ændring af bestyrelsen sendes til selskabet, Assurandør Kredsen og Finansforbundet, jfr. FA/Assurandør Kredsens aftale om tjenestefrihed m.v. § 6.
Urafstemning
§ 12.
Bestyrelsen kan lade afholde urafstemning blandt foreningens stemme-berettigede medlemmer uden at møde eller generalforsamling afholdes.
Ekstraordinær generalforsamling
§ 13.
Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen, når den finder det fornødent, og skal indvarsles inden 3 uger efter krav er modtaget, når mindst en tredjedel af det samlede antal medlemmer skriftligt forlanger det.
Stk. 2.
Indkaldelse sker med mindst tre dages varsel og skal være ledsaget af en moti-veret dagsorden.
Stk. 3.
På en ekstraordinær generalforsamling kan der kun behandles spørgsmål, der er optaget på dagsorden.
Forhandlingsregler
§ 14.
Forhandlinger om løn-, ansættelses- og arbejdsvilkår føres af bestyrelsen eller et af denne nedsat forhandlingsudvalg.
Forhandlingsudvalget udvises med en repræsentant for de i § 3, stk.2 omfattende grupper, når forhandlinger angår disse gruppers særlige forhold.
Stk. 2.
I øvrigt kan bestyrelsen beslutte, at give særlige medlemsgrupper eller særlig sagkyndig medlem plads i forhandlingsudvalget.
Stk. 3.
Afsluttet forhandlingsresultat om løn-, ansættelses-, og arbejdsvilkår i den enkelte gruppe, sendes først til afstemning, når forhandlingsresultat er opnået i samtlige grupper, der har samme udløbsdato for overenskomsterne.
Stk. 4.
Forslag til nye aftaler vedrørende løn-, ansættelses- og arbejdsvilkår forelægges den gruppe af medlemmer, som aftalen vedrører på en generalforsamling eller ved urafstemning.
Forslag til ny lønaftale betragtes som tiltrådt, såfremt mere end halvdelen af gruppens afgivne stemmer er herfor.
Fortrolighed
§ 15.
Forhandlinger på foreningens generalforsamling og møder er fortrolige.
Overførsel til anden kreds
§ 16.
Hvis foreningen, der er tilknyttet Assurandør Kredsen, ønsker at indgå en virksomhedsoverenskomst sammen med personaleforeningen eller en faglig repræsentant, der er tilknyttet en anden kreds under Finansforbundet, træffer Assurandør Kredsen beslutning herom efter Assurandør Kredsens egne kompetenceregler, jfr. Assurandør Kredsens vedtægter § 8 og § 15.
Opløsning
§ 17.
Foreningen kan kun opløses ved beslutning truffet af en generalforsamling, hvor mindst to tredjedele af det samlede antal medlemmer er til stede, og til vedtagelse kræves det, at mindst tre fjerdedele af de fremmødte medlemmer stemmer herfor.
Er det nødvendige antal medlemmer ikke til stede, indkaldes snarest til ekstra-ordinær generalforsamling med sædvanligt varsel og med det ene punkt på dagsordenen.
Her kan generalforsamlingen ved simpelt stemmeflertal vedtage opløsning af foreningen uden hensyn til antal fremmødte medlemmer.
Stk. 2.
Samtidig med opløsning træffes ved simpelt stemmeflertal bestemmelse om anvendelse af foreningens midler og andre ejendele.
Stk. 3.
I tilfælde af foreningens opløsning er medlemmerne - uanset beslutning om opløsning - forpligtet til at betale kontingent, så længe dette måtte være nødvendigt til opfyldelse af foreningens forpligtelser over for Assurandør Kredsen og Finansforbundet.
Stk. 4.
Den opløsende generalforsamling fastsætter størrelsen for eventuelt kontingent, således at foreningens forpligtelser er opfyldt senest et år fra dato for opløsningen.
Stk. 5.
Foreningens bestyrelse har pligt til at informere Assurandør Kredsen inden opløsende generalforsamling afholdes, og Assurandør Kredsen har ret til at være repræsenteret på den opløsende generalforsamling.
Stk. 6.
Foreningen har pligt til at fremsende kopi af skriftligt referat fra den opløsende generalforsamling til Assurandør Kredsen, der orienterer Finansforbundet om beslutningerne.
Omkostninger
§ 18.
Bestyrelses- og udvalgsmedlemmer modtager godtgørelse for transport og rejsegodtgørelse efter regler svarende til maksimalt Assurandør Kredsens satser.
Til udvalgs- og bestyrelsesmedlemmer ydes godtgørelse for tabt arbejsfortjeneste ved mødedeltagelse, jfr. regler om provisionserstatning i Overenskomst for provisionslønnede assurandører.
----------------------------------------------
Således vedtaget på den ekstraordinære generalforsamling den 14. august 1989.
Senere ændringer er foretaget på generalforsamlingen den 27. april 1990, den 19. april 1991, den 14. maj 1993, den 21. april 1994, den 10. maj 1996 og den 29. maj 1998.
Godkendte ændring af regler for repræsentantskabet, foretaget på generalforsamling den 7. maj 1999.
Godkendte ændringer i henhold til CDA-kredsen vedtægter efter sammenlægning mellem CDA og Finansforbundet pr. 1. januar 2002 foretaget på generalforsamling den 25. maj 2002.
Godkendte ændringer af regler om valg til repræsentantskabet og præcisering af indkaldelse til generalforsamling foretaget på den ordinære generalforsamling 9. maj 2003.
Godkendte ændringer af regler om valg til repræsentantskabet og præcisering af indkaldelse til generalforsamling foretaget på den ordinære generalforsamling 20. maj 2005.
Godkendt ændring af kredsens nye navn og præciseret hensyn til de tre store forretningsområder ved valg til bestyrelsen på den ordinære generalforsamling 5. maj 2006. Desuden gav generalforsamlingen bestyrelsen mandat til at afholde ordinær generalforsamling i juni måned 2007.
Godkendte ændringer om repræsentanter og suppleanter foretaget på den ordinære generalforsamling den 2. juni 2007.
Jr. Nr. 200700578
AiT GK vedt. juni 2007